Vi startede meget tidligt om morgen, hvor vi skulle gå ned til bussen. Først skulle vi kører til Herning, så med tog og så med en ny bus før vi ankom til lufthavnen. Endelig kunne vi få noget morgenmad. Dejligt med et legerum og nogle legetøjsbutikker i lufthavnen.
Så skulle vi flyve til Edinburgh, da vi ankom regnede det. Da vi havde fået vores bagage og skulle udenfor, regnede det helt vildt meget, heldigvis skulle vi mødes med Liz, Jens, Pamela, Pamelas mor, Madeline og hendes lillesøster.
Vi kørte i bil til den lille by Crail, der ligger ude ved vandet. Liz bor i Viborg, men hun har mange gange holdt sommerferie i Crail, da hun var barn. Jeg sov godt det meste af køreturen, men jeg har hørt, at landskabet i Skotland er rigtig flot. My name is Luuuna.
Fra vores værelse i Crail kunne vi se vandet, og jeg kunne bruge vindueskarmen, som min seng - for sjov.
Om dagen brugte vi tiden på at fange krabber ved stranden. Nogle gange var der store bølger ved klipperne på stranden. Faktisk var Liz lige ved at blive skyllet væk. Ikke langt fra standen var der en legeplads, hvor vi kørte rundt på en karusel.
Ved havnen i Crail var der nogle små fiskebåde, når det var lavvande stod bådene bare på havbunden, det så virkelig skørt ud. Mens der var lavvande, var vi ude ved en anden strand for at fange krabber. Det lykkedes at finde et par stykker.
Efter nogle gode dage i Crail skulle vi rejse videre med bus og tog. Vi skulle til Inverness, og se om vi kunne finde Nessie i Loch Ness. På vejen kom vi igennem byen St. Andrews, den lignede virkelig en eventyr by. Senere kom vi til Perth, hvor vi ventede på toget til Inverness. På parronen fik jeg øje på to underlige menneske, de så noget overraskede ud. Jeg tog lige et billede af dem.
Endelig kom vi til Inverness og skulle finde vores hostel, vi gik og gik, men vi fandt frem til stedet, men vi skulle lige gå lidt ekstra, før jeg kunne hvile mine tæer. Da vi havde siddet og slappet lidt af på vores værelse, gik vi ud for at kigge på byen.
På en vores byvandringer kom vi forbi en bager, der lavede Hello Kitty kager og nogle andre flotte lyserøde kager.
Så kom dagen hvor vi skulle videre rundt i Skotland. En længere bustur på 5 timer ad små veje, op og ned, højre og venstre, brems nu kommer der en anden bus imod os, som også skal over den smalle bro. Vi så rigtig meget af det skotske landskab fra bussen, men jeg faldt i søvn, så det er ikke lige alt, jeg kan huske fra turen. Bussen kørte først til Fort William, her skulle vi skifte til en anden bus, der kørte videre til Glasgow. Vi fik tager lidt forskellige billeder undervejs.
Nu var vi tilbage i den rigtige verden. Hotelværelse med børnefjernsyn og et stort badeværelse. Jeg havde min helt egen håndvask. Glasgow er en dejlig by med legeland, røde busser med en kvinde der hedder Pat, som fortæller om byen, buschaufføren hed Jamie.
Der er også en del duer i byen. Nogle af dem sidder oven på hovedet af statuer, dem skulle jeg have nogle billeder af.
På vores bustur rundt i byen fik jeg også øje på Svampebob, der sad og kiggede ud af et vindue.
I en af byens mange butikker fik jeg øje på en t-shirt med en CUPCAKE, den måtte jeg bare købe for mine egne penge, så mine venner i børnehaven kunne se mig i den t-shirt.
Efter godt og vel en dag i Glasgow skulle vi tilbage til Edinburgh, hvor vi skulle bo på et lille hotel med indisk tema. Der var en elefant og en cykel ved indgangen, og inde på hotellet var der en stol med sølv elefanter.
Hver år er der en Fringe festival i byen, der så jeg en masse mennesker der spillede gadeteater og musik. Jeg så bl.a. denne farlige havfrue, der havde rigtig skarpe tænder.
Vi var på museum i Edinburgh, her mødte vi pludselig Pamela og Madeline. På museet så jeg en lille film om vulkaner, så nogle gamle skakbrikker fra Norge, kiggede efter dinosaurusknogler og kiggede ud over hele byen fra 7. sal.
I nærheden af museet så vi også en statue af hunden Bobby. Det er lidt underligt at lave en statue af en hund. Historien siger, at hunden Bobby en dag sad og ventede på sin ejer, men da dagen var omme var ejeren endnu ikke dukket op. Derfor blev Bobby siddende og ventede og ventede, men ejeren kom aldrig. Til sidst endte det med at Bobby selv døde.
Flere gange kørte der en helt speciel bus forbi. Det var den røde smølfe bus. Jeg så bussen flere gange, nogle gange var det faktisk som om bussen hele tiden kørte i ring. Der kommer smølfebussen! Hov nu kommer smølfebussen igen! Nej, se der er smølfebussen!
Jeg fik også en kæmpe ballon, som Magic Ian lavede til mig, desværre måtte jeg ikke have ballonen med hjem i flyveren. Æv.
Hele vores tur rundt i Skotland ser sådan her ud på et kort.
Alt i alt en tur på cirka 705 kilometer og så en del byvandring.
Vi vender nok tilbage, da vi ikke fik set alt, og nogle ting vil vi gerne kigge nærmere på. Jeg bliver snart 5 år, så næste gang må jeg sikkert en hel masse mere ovre hos de skøre skotter.